København 1974
Han står i entreen med tilbageholdt åndedræt
og lytter ud i stilheden. Gennem den halvåbne stuedør kan han se moren ligge som en bylt på sofaen. Han tørrer hurtigt øjnene i trøjeærmet og lister lydløst op ad trappen til 1. sal.
- Pia, hvisker han og sætter sig på hug foran den lille låge ind til skunken under skråvæggen. - Luk bare op.
Der lyder en svag puslen fra krogen på indersiden
af lågen. Forsigtigt åbner han den og ser ind i skunken, mens han holder pegefingeren advarende for læberne. Krogen sidder lidt løs, men han havde haft så svært ved at skrue den i, og det skulle jo gå hurtigt med
at få Pia ind i skunken, inden moren opdagede det.
Pia sidder sammenkrøbet i mørket og stirrer forskræmt på ham.
- Kom, hvisker han. –
Mor sover nu.
Hun kravler ud og slår sine små buttede arme om hans hals og klamrer sig til ham.
- Jeg har tisset, græder hun stille.
- Pyt med det.
Han rejser sig med besvær og trækker hende med ud på toilettet. Hurtigt tager han tylskjolen af hende og tænder for bruseren.
- Vask dig lidt i rumpen, siger han og roder i vasketøjskurven efter et par tørre underbukser.
Hun skæver til ham, mens han snuser til underbukserne.
- Græd du?
- Nej. Selvfølgelig ikke. Her. De her er vist gode nok.
Han lægger bukserne ved siden af vasken og begynder at frottere hende.
- Jeg er den store, ikke? tilføjer han med et skævt smil.
Han prøver at se betydningsfuld ud, mens han knapper hendes pyjamas og børster hendes tænder.
- Så. Nu er du sgu fin, smiler han.
Hun slår igen armene om ham.
- Du er min store storebror, klukker hun.
- Ja, hvisker han og stryger hende over håret.
Han åbner forsigtigt døren og lytter, men der er stille nedenunder. Så lister de hånd i hånd ind i soveværelset.
- Hop ned under dynen, så synger jeg for dig, til du sover, hvisker han og låser hurtigt døren efter dem.
*
Hvis han sidder helt stille, er han i sikkerhed. Han er i en verden, der er grøn og rolig. I en hule, der lugter af blade og våd
jord. Han er stor og stærk. Med sværd i siden og en kniv i støvlen. Han kan sidde stille længe. Han mærker den kolde væg presse mod sin arm, men er ikke i stand til at flytte sig. Så hører han naboens dør
smække. Han ser op i Ole Lukøje lampen.
Åndsvage lampe, tænker han. Men moren insisterede på, at han skulle have den.
- Det har jo været
min engang, fnes hun.
Han er glad for, at hun ikke forlanger, at han skal sove med hendes bamser, når han har mareridt. De lugter surt og væmmeligt af hende.
*
- Gå væk, skriger moren. – Gå ud af cirklen!
Han har altid svært ved at finde ud af, hvor cirklen er.
- Se, skriger hun. – Du står på den.
Men han kan ikke se noget, og han hopper
i store skridt ud af stuen. Selvom døren er lukket, kan han stadig høre hendes dybe hulk. I dag er hun Zarens datter med røde læber. Han stirrer med smalle øjne på væggen og forsvinder ind i den. Ind i den mørke
grønne hule.
*
Han
ved det med det samme, han låser sig ind i entreen. Det bliver en lang nat. Han kan høre det på morens stemme, der nu lyder som en mands.